Om Fursund Hestepraksis

Hvem er Fursund Hestepraksis?

Mit navn er Pernille Harboe, jeg er 30 år gammel og uddannet dyrlæge på Københavns Universitet i sommeren 2021. 
Men ´dyrlægelivet´ begyndte allerede så småt i februar 2021, hvor jeg flyttede til Fyn for at skrive speciale i samarbejde med Højgård Hestehospital. 
Et tværfagligt speciale i adfærd og reproduktion "Behavioral effects of embryo transfer in donor mares", hvilket der gav sin daglige gang i afdelingen for reproduktion på hospitalet.

Efter endt speciale i juni 2021 flyttede jeg til Mors, for at starte som barselsvikar på Højgårds daværende afdeling i området. 

I februar 2023 skiftede jeg til den anden side af sundet og blev fastansat hos Hestepraksis Himmerland. Fælles for de to arbejdspladser var stor fokus på reproduktion, men også at man mødte alle former for opgaver indenfor udkørende hestepraksis. 
Det betød derfor også, at jeg nu i november 2024 føler mig klædt på til at "vende hjem" og starte selvstændigt i Salling og omegn. 

Hvem er jeg som dyrlæge?

Når du får besøg af mig i din stald, så får du en dyrlæge, som møder dig i øjenhøjde. Du kan forvente, at du bliver taget med i både diagnosticering og plan for behandling.

Hos mig er alle heste lige vigtige uanset race eller niveau. Og det betyder også, at jeg altid vil gøre mit bedste for at holde mig opdateret på nyeste viden og behandlinger. 

Relevante kurser:
- 2021 - Grundig oplæring i reproduktion hos Højgård Hestehospital
- 2021 - Evet hestens dag: Røntgen, Tænder og mavesår
- 2021 - Equine Lameness Examination
- 2022 - Klinisk handelsundersøgelse af hest
- 2022 - Inhouse kursus i gastroskopi
- 2022 - Inhouse kursus i senescanning af ben
- 2023 - Det syge føl 
- 2023 - Medlemsmøde faggruppe hest 2023: halthed i praksis, det syge føl, den obese hest

- 2024 - Basal tandpleje hos hest, teoretisk og praktisk
- 2024 - Foredrag hos hestetandklinikken

Helt privat
Min kæreste, Gorm, og jeg flyttede ved årsskiftet 2024 ind på vores nedlagte landejendom ved Junget, Nordsalling. Som billedet afslører har vi vores skønne søn, Arthur, som kom til verden i marts 2024. 

Privat er jeg lige så hestetosset, som jeg er på arbejde. Men med en lidt anden interesse end man ofte ser. Min interesse for heste startede nemlig tilbage i 2001, hvor min farmor startede Stutteri Søglimt, avl og fremvisning af miniatureheste. Og det holdt ved :) 
Så i dag har jeg tre amerikanske miniatureheste i stalden, som bruges til fremvisning og kørsel. De bliver inden længe suppleret med lidt størrelsesopgradering i en Dansk Varmblod, som dog blot skal være skovturshest.
Når det ikke er hest, så har vi vores hund, Koda. En super hanhund af racen Nova Scotia Duck Tolling Retriever, som i 2023 allerede kunne kalde sig dansk udstillingschampion.